Astas ryghistorie og operation for diskusprolaps – en lang fortælling
Af Janne Vestergaard, 19. december 2024
Asta er blevet opereret for en diskusprolaps og seks forkalkede disks den 2. december 2024.
Det var - som dyrlægen sagde - en operation, som 80 procent var for at sikre hendes fremtid, og 20 procent for at lindre de smerter og gener, hun havde.
Hun fik ondt i ryggen i maj 24, hvor vagtdyrlægen konstaterede, at hun sandsynligvis havde en diskusprolaps, men at det kun var en CT-scanning, der kunne afgøre det. Vi valgte at gå til en osteopat, som fik ro på hendes ryg.
Asta lige før rygoperationen
Men i november var det igen skidt, og jeg valgte at få en second opinion af Claus Sloth (ortopædisk dyrlæge) på Skovshoved Dyreklinik. Han har ry for at være en af Danmarks dygtigste kirurger, så vi følte os i trygge hænder. På dette tidspunkt havde hun ondt og fik smertestillende i samråd med vores egen dyrlæge. Claus Sloth valgte at bedøve hende og tage et røntgenbillede samt en masse blodprøver for at udelukke, at der kunne være noget andet i vejen end ryggen.
Diagnose efter syv måneder – arvelige forkalkninger
En meget lang time senere kunne jeg hente Asta og fik at vide, at vi har en meget sund 4-årig hund med en ryg som en 14-årig. En ryg med genetisk betingede skader i form af forkalkninger mellem seks disks, noget der var en potentiel risiko for at give flere diskusprolapser og lammelse.
Han bad mig gå hjem og tænke det igennem, men vi havde taget beslutningen, inden vi kom: Hvis han rådede til operation, ville vi gøre det.
Han sagde, at han kunne garantere at smertestille hende uden operation, så længe det skulle være, men han kunne ikke garantere, at prolapsen eller en af de andre, der sad på spring, ikke pludselig ville lamme hende, og så ville hendes prognose være væsentlig dårligere.
Asta lige efter operationen.
Asta har ikke på noget tidspunkt haft nogen neurologiske udfald (lammelser) og gik/løb/hoppede fint (bortset fra hun selvfølgelig ikke rigtig fik lov til at hoppe).
Vi fik tid til operation mandag den 2.december 24 og fik at vide, at vi ville kunne hente hende om eftermiddagen. Hvis hun ikke havde tisset eller var frisk nok, ville dyrlægen tage hende med sig hjem.
En lang rekonvalescens med op- og nedture
Vi hentede en meget frisk hund, der havde brokket sig højlydt over at være i bur, så alle dernede vidste, hvem Asta var. Hun havde fået mad og var blevet luftet, og alt var gået superfint.
Dagen efter gik godt, men to dage efter operationen gav hun uden varsel et skrig fra sig, og så begyndte elendigheden. Vi tog til dyrlæge, der tjekkede alt, og hun var helt fin, såret var fint, den neurologiske undersøgelse var fin, men hun havde ondt. Hun fik lidt mere smertestillende, men rystede stadig af smerte cirka to timer før, hun måtte få næste dosis.
Fire dage efter operationen var der ikke meget bedring, så vi tog igen til dyrlæge. Han ordinerede mere smertestillende og tilbød at indlægge hende til smertelindring, men vi vurderede i samråd med ham, at
Asta efter operationen, mens såret heler
når det “kun” var 2 x 2 timer hun ikke var fuldt smertedækket, så var det bedre med kærlighed herhjemme end at ligge alene i et bur.
Hun var på max smertestillende ift., hvad hun måtte få, og det gik langsomt en smule bedre. Hun begyndte at løfte hovedet, når vi talte til hende, ville tage en godbid osv.
Under hele forløbet har hun vældig gerne villet gå tur. Udenfor virkede hun helt normal, og det var også årsagen til, at dyrlægen ikke var rigtig bekymret for hende. Hun ville til gengæld ikke gå indenfor, måske følte hun, at vores trægulve var for glatte. Hun har også spist og drukket fint.
Det blev langsomt bedre, og endelig på niendedagen efter operationen var hun igen sig selv, stadig på smertestillende, men vi kunne ret hurtigt tage Panodil fra hende, og nu er vi ved at trappe det sidste ud.
Hun har det godt nu, er meget irriteret over, at hun ikke kan komme under sofaen, op i sofaen, op i lænestole osv. Hun sover i bur om natten pga. operationen, og i nat var hun så utilfreds, selvom det hjalp, da jeg lagde hendes bur hen til min seng. Hun har været rigtig glad for buret indtil nu og selv gået ind i det i løbet af dagen, hvor det bare har stået åbent. Hun har, fra hun var ganske lille, været vant til at rejse meget og elsker sin flytaske, som jo betyder, at hun skal med. Det har helt klart hjulpet ift det store bur.
Hun skal have smertestillende i alt tre uger efter operationen, så på mandag skal vi stoppe (dog med en aftale om, at vi godt må fortsætte over julen, hvis hun har det skidt. Det forventer jeg dog ikke.
Hun skal til tjek fire uger efter operationen og skal holdes fra andre hunde i otte uger efter operationen. Hun må så småt begynde at lege/løbe/hoppe efter seks uger, men ikke med andre hunde.
Hvis hun selv føler, hun er klar til at hoppe op ad os, må hun godt nu, men hun har ikke rigtig prøvet, og vi forsøger også at undgå det.
Fremtiden?
Kirurgen forventer en helt frisk hund uden smerter, som vil kunne leve sit bedste hundeliv i mange, mange år fremover. Dog er der ingen garantier for, at hun ikke kan få en prolaps i nakke eller ned mod halen, men de vil ikke være lige så farlige ift. Lammelser, og hendes disks var heller ikke forkalkede ved nakke og nede ved halen.
Asta frisk og glad på stranden februar 2025.
Tanker om forløbet – og økonomien
I den første uge i maj måned brugte vi 11.400 kroner (vi fik dækket 9.000 kroner af forsikringen) - hvor hun blev set en lørdag og en søndag og opfølgende af en ortopædkirurg efter nogle dage. Om søndagen tog de røntgen for at se, om hun havde spist noget, der gav hende smerter, selvom jeg sagde, at hun aldrig spiser noget andet end sin mad.
De kunne ikke se, hvor slem hendes ryg var, men Claus Sloth (Skovshoved Dyreklinik) sammenlignede efterfølgende sit røntgenbillede fra november med deres fra maj, og de var stort set ens, så hvis de havde evnet det, kunne hendes diskusprolaps være stillet med sikkerhed allerede i maj. Altså efter syv måneder.
De ønskede at lave en CT-scanning og så gå direkte til operation - jeg fik oplyst en pris på 35.000 kroner for operationen og 20.000 for CT-scanningen, dvs. 55.000 kroner i alt, som vi altså ikke benyttede os af.
Sommer/efterår brugte vi godt 6.000 kroner på osteopat. Jeg var i alt seks gange hos KynoRehab. Vi kunne selvfølgelig have valgt operationen fra starten, men vi ville virkelig gerne give hende chancen for at blive helbredt uden operation. Og hun havde en fantastisk sommer og efterår, indtil det så igen var skidt.
Set i bakspejlet kunne jeg lige så godt være gået til specialisterne fra starten, for hendes forandringer (forkalkede disks) var så slemme, at det aldrig kunne være helbredt 100 procent af en osteopat. November/december: Vi har brugt 28.000 på operationen, hvor vi fik dækket de 25.000 kroner, og de blev afregnet direkte fra forsikringsselskabet Agria til dyrlægen. Så vi slap med 3.000. Med i prisen har været forundersøgelsen, medicin, to tjek i ugen efter operationen, fjernelse af sting, telefonkonsultationer, mails og en kontrol i det nye år. Alle kontroller/fjernelse af sting er foretaget af ortopædiske dyrlæger.
Selv hvis vi ikke havde haft forsikring, synes jeg prisen er yderst rimelig, men det havde vi heldigvis.
Kæmpe anbefaling herfra af både Kent fra KynoRehab og af Claus Sloth fra Skovshoved Dyrehospital. Vi er så taknemmelige for at så gode og dygtige mennesker og vores almindelige dyrlæge, der også har været indover i det her forløb, og alt nu ser ud til at lykkes på bedste vis.
Asta var til afsluttende tjek hos Claus Sloth fem uger efter operationen (begyndelsen af januar 2025), og han var meget tilfreds med hende.
Nu knapt tre måneder efter operationen (februar 2025) er hun sig selv og nyder igen sit bedste hundeliv med masser af energi til at løbe og lege, spise (og hoppe op i møblerne [😉] )
Hvis du nåede så langt i min historie om Astas ryg, så send gerne Asta et [❤️]
Min historie om Bella – En kærlig og lærerig oplevelse
Skrevet af Bellas ejer, Britta Koch Christensen, januar 2025
Jeg har altid haft en stor kærlighed til hunde, og jeg føler mig utrolig heldig over, at have haft den vidunderlige Coton de Tulear Bella, som min trofaste ven og livsledsager.
Bella var noget helt særligt for mig, og jeg vil altid være dybt taknemmelig for, at hun kom ind i mit liv.
Bella opnåede den prestigefyldte titel som Europa Winner i 2023, og hendes succes på hundeudstillinger var ikke kun en stolt præstation, men også et klart bevis på, hvilken en fantastisk hund hun var – både i temperament og udseende.
Allerede fra den dag jeg fik hende, vidste jeg, at hun var noget helt unikt, og hun har været en vidunderlig ledsager, der har fyldt mit liv med glæde.
Som mange opdrættere ved, følger der både drømme og ansvar med, når man har en hund af Bellas kaliber. Jeg havde altid håbet på at få en hvalp fra hende og længtes efter at se, hvad hun kunne viderebringe til næste generation. Men det er ikke kun kærlighed og håb, der driver et opdræt. Der er et dyreetisk ansvar, som man som opdrætter aldrig må tage let på. Hundens sundhed og velbefindende må altid komme først – og det gælder uanset, hvor stor drømmen om et kuld er.
Bella – mit livs kærlighed, der fik en diskusprolaps før hun fyldte 4 år. Bella er Europa Winner 2023.
Da Bella var lidt over tre år gammel, og hendes karriere som udstillingshund var på sit højeste, begyndte jeg at overveje, om det var tid til at få hende parret. Jeg vidste, at det var nu eller aldrig, hvis hun skulle have hvalpe. Men før jeg tog beslutningen, valgte jeg at få Bella rygundersøgt (fik taget både en DNA-test og røntgen gennem DKKs for screening af den arvelige diskusprolaps Hansen Type 1) – en beslutning, der senere skulle vise sig at være meget vigtig i forhold til et kuld hvalpe og mit forhold til opdræt.
Den beslutning blev endnu mere vigtig, da jeg blev opmærksom på, at genetiske sygdomme kan overføres fra forældre til afkom – en problematik, som man som opdrætter må være opmærksom på. Undersøgelsen afslørede nemlig at Bella havde 9 forkalkninger. Det kom som et chok, og min drøm om at få hvalpe fra hende brast.
Jeg havde håbet, at hun kunne få et kuld, men jeg kunne ikke lade ønsket om flere hunde overskygge hendes sundhed. Det blev tydeligt for mig, at dyreetik og ansvar måtte komme før alt andet. DNA-test og genetiske undersøgelser er en uundgåelig del af ansvarligt opdræt. Jeg kunne ikke i god samvittighed videreføre Bellas gener, når hun selv led af en genetisk sygdom, som kunne have haft alvorlige konsekvenser for hendes afkom, og som endte med at få alvorlige konsekvenser for hende selv og mig og min familie.
Det er en vigtig lektie, som jeg gerne vil dele med andre opdrættere: Det handler ikke kun om at avle på den smukkeste hund med de bedste resultater i udstillingsringen.
Det handler om at tage ansvar for den hund, man bringer ind i verden, og sikre, at de næste generationer får de bedste forudsætninger for et sundt og lykkeligt liv.
Desværre blev Bella nemlig selv ramt af en diskusprolaps. Hun led enormt, og det var en smertefuld oplevelse for os begge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have gjort mere for at forhindre dette - hendes sundhed og velvære har altid været min højeste prioritet.
Hendes bortgang har været en hjerteskærende påmindelse om, hvor skrøbelig livet er, og hvordan vi som opdrættere har et stort ansvar for at sikre vores dyrs velbefindende. Jeg håber, at min historie kan være en påmindelse for andre om vigtigheden af at prioritere deres hundes sundhed og tage de nødvendige forholdsregler – uanset hvor svært det kan være.
Vi som opdrættere har et ansvar for at vælge de rette parringer, foretage de nødvendige undersøgelser og sikre, at vi ikke viderefører genetiske sygdomme, som kan skabe lidelse for både hundene og deres ejere. Hvis man får lavet nogle undersøgelser, skal det selvfølgelig ikke forties men frem på hundeweb, og hvis man ikke vil have undersøgelsen op på hundeweb skal hvalpekøbere mfl. orienteres, så man ved, hvad man har at arbejde med.
Bella vil altid være en stjerne i mit liv, og hendes kærlighed og glæde vil leve videre i mit hjerte.
Da Walther blev ramt af diskusprolaps
Skrevet af Walthers ejer i 2020
2020 er ikke lige vores hundes år. Vi mistede Porscha i marts måned, og for et par uger siden blev vi bange for, det var Walters tur. Men indtil videre tror vi på, det ender rigtig godt, og vil lige dele hele hændelsesforløbet med jer.
Walter har nogle forkalkninger... Det vidste vi godt. Men for 3 uger siden blev han mut, og der var helt sikkert noget, han ikke var tilpas med. Derfor var vi b.la. en tur hos Magtor, som ikke fandt noget neurologisk... Men de næste dage var han stadig mut og mandag den 13. juli var hans ben lige pludselig ikke så gode, og han havde det slet ikke godt.
Vi tog ud til vores dyrehospital, så han kunne blive smertedækket, og de kunne finde en årsag. De ringede straks til AniCura Århus, for at få Walter ind til CT-scanning!
I Århus arbejder den super dygtige rygkirurg Lasse Hørlyck, og vi er så taknemmelige for, at han ikke var på sommerferie. Walter blev indlagt onsdag den 15. juli om morgenen. Han blev CT scannet og røg direkte på operationsbordet.
Scanningen viste en meget stor diskusprolaps
De undrede sig over, at han godt kunne gå lidt taget i betragtning af, hvor stor diskusprolapsen var. Vi var virkeligt nervøse, MEN Lasse ved, hvad han laver - hold fast så dygtig han er.
Operationen gik godt, og de regnede med, at Walter skulle blive to til tre dage... Men allerede torsdag, dagen efter operationen, ringede de og sagde, at Walter havde det godt og måtte komme hjem.
Lasse fjernede diskusprolapsen og den knogle mellem de 4 gule punkter på et af billederne. (Der var forkalkning, hvor disken var).
Walter måtte intet lave den første måned andet end at komme ud og tisse. Ellers var hans liv i hans kurv med indhegning, da ryggen skulle have HELT ro. Bortset fra genoptræning i et waterwalk i Aarhus to gange om ugen.
Det første døgn hjemme var han selvfølgelig meget træt (havde jo nok heller ikke sovet så meget dernede), men fredag var han glad og kunne gå lige så stille. Han tissede, mens han gik, da han jo ikke var stærk nok til at lette ben.
Men smertedækket og glad. Vi flytter hans kurv og indhegning, så han hele tiden var, hvor vi var.
På dag syv kunne han allerede lette ben igen.
Status på dag 12 - Walter ville løbe, hvis han fik lov - der var intet at mærke på ham.
Han havde været til første genoptræning, og de var SÅ tilfredse med ham.
De første to billeder er fra lige, da han kom hjem. Som I kan se på det sort/hvidbillede fyldte disken næsten det hele.
Kan godt være det er en hård måned, men hold fast hvor er det bare imponerende, hvad de kan nu, dyrlægerne. Om to dage må han komme i bad igen.
Så forhåbentlig vil vi have Walter længe endnu.
Opdatering på Walther tre år efter
Walther har det så godt som aldrig før. Hans ejer tror, at han var plaget i længere tid af den her diskusprolaps, uden de så det. Men i dag er der fest og farver i ham, og han er så aktiv som aldrig før, selvom han ikke er helt ung længere.
Walther er 13 år i dag (august 2023) og har det ifølge ejer fortsat fantastiisk.
Den lille hanhund med gåvogn
Denne lille hanhund er lam i bagparten, efter den for flere år siden blev ramt af flere diskusprolapser.
Hanhunden har den arvelige diskusprolaps Hansen Type1 og er via den eksisterende DNA-test testet FGF4/N.
Tryk på billedet, så kan I se video af hunden, der går tur på stranden.
Den lever, fordi den har nogle utrolige ejere, der har kastet sig ind i en daglig genoptræning af meget store dimensioner.
Det er nok de færreste af os, der har mod på så omfattende træning, eller det overhovedet er muligt for - uanset, hvor gerne vi ville.
Som I kan se af videoen, er den en aktiv og glad lille hund, som lever så længe, den trives og er uden smerter, siger ejerne.