Som nogle af de første hos selskabshundene har cotonopdrættere farvegentestet tretten hunde.

De første tre blev farvestestet i 2013 og igen i 2015 blev yderligere ti hunde farvegentestet.

Efterfølgende har vi i cotongruppen i KSS afholdt et farvegenetik-foredrag ved DKK’s dyrlæge Helle Friis Proschowsky, og det er hendes slides, der er vedhæftet denne side.

 

Farvetest er ’for sjov’ og nørderi. Men da alle opdrættere ind i mellem oplever farvede hvalpe, så har det været interessant at se på, hvad der ’gemmer’ sig af farver under den hvide pels.

 

Man kan faktisk i dag får registreret farvetest og pelsvarianter under sin hund på Hundeweb (Dansk Kennel Klub), hvis en dyrlæge laver DNA-testen og sender den ind til et laboratorium - som ved alle andre undersøgelser.

 

De hvide hunde gemmer på farver
Hos vores race skal hundene fremstå ’overvejende hvide’.- Det betyder, at de farvede pletter, som nogle hvalpe fødes med, forsvinder, som hundene vokser til.

 

Overraskende nok er rigtigt mange af vores hvide hunde i virkeligheden meget fortyndede røde. Det er hunde, der bærer farvekode ’e/e’, og som en meget stor andel af cotoner er bærer af – sammen med et hvidt gen lokus ’S’.

Hos andre racer er ’e/e’ virkelig en intens rød farve – som foreksempel hos irsk sætter, eller nogle gule labradors eller golden retrievere, eller røde heste for den sags skyld. Det er samme gen, der gør dem ’røde’ i varierende grad.

 

Hvis din hund har ’e/e’, så fremstår den overvejende hvid også som hvalp. MEN den kan godt have champagne/cremefarvede ører  - eller andre pletter på kroppen, som bleger, som den vokser til.

 

Hvis din hund er 'e/E' eller 'E/E' vil den have farvede pletter som hvalp, som i mere eller mindre grad forsvinder, som hunden vokser til.

 

Næsefarver

’e/e’ ’gemmer’ også på en genmutation, der hos NOGLE cotoner – ikke alle – kan give ’vinternæster’. Altså næsen bleger og bliver rødbrune eller måske endda meget hvidblege. 
Det sker typisk først, efter hunden er fyldt to år, og graden af 'vinternæse' kan svinge i intensitet i ’bleghed’ hen over året.
Man ved genmutationen sidder på det røde farvegen ’e’, men forskerne ved ikke, hvorfor genmutationen opstår på ’e’. 

Nogle cotonejere kan se, at næsefarven skifter med årstiden - andre kan hos tæver opleve, at intensiteten i næsefarven svinger alt efter hormonelle status - løbetid eller hvalpe.

 

Af Katrine Toft Gregersen

’Vinternæsen’ er ikke en brun næse

Sort, brun og ’vinternæse’? – om genetik og bolognesens (cotoners) snudefarve

Katrine Toft Gregersen, der der er racerepræsentant og ejer af racen, bolognese, har lavet denne beskrivelse af forskellen på vinternæser, brune næser og sorte næster, og hvad der er den genetiske årsag til de forskellige næsefarver.

 

Det er helt det samme, der sker genetisk hos bomuldshundene, dog har vi ikke via gentest set brune næser, men udelukkende vinternæser, som ikke er brune næser, og som sidder på den sorte næsefarve. Men det er ikke udelukket, der findes cotoner med brune næser.

 

BEMÆRK at hos bolognesen er den brune næse ikke tilladt i avl. 

Det ER den hos coton de tulear.

 

Snuden skal være sort – men hvorfor dukker de brune næser også op

Farven på snuden på vores race (bolognese red.) skal være sort.
For at være sort skal hunden genetisk være sammensat, så den på lokus-B (store B), (der er det gen, der koder hundens eumelanin farvepigment til enten sort eller brun), har det dominante sorte på mindst den ene af de to alleler – den får en fra hver forælder.

Er hunde genetisk sort på begge sider, kan man jo kun juble.

Men det har alle hunde i vores race ikke. 

Vi har hunde i racen, som bærer det recessive (vigende) brune pigment, og derfor oplever vi også indimellem, at der kommer et kuld, hvor to forælderdyr med sorte næser, men begge bærer anlæg for brun næsefarve, kombineres, og at nogle af hvalpene dermed får brunt pigment på næsen. Statistisk set vil det være 25 procent i et hvalpekuld med sådanne forælder.

Hos coton de tulear har vi ikke ved en farvetest set brune snuder. Men de er der med stor sandsynlighed, og cotoner MÅ GERNE have brune snuder.

 

Udgangspunktet hos den oprindelig hund er en sort snude – genetisk B/B. Men hver gang et æg og en sædcelle kombineres, så risikere man der sker mutationer i generne. Dette udgangspunkt er grundlæggende for al genetisk og biologisk udvikling. Det er altså en iboende del af det at videregive gener til næste generation – noget som biologisk skal ske og er helt naturligt. Det bliver først en fejl, når vi som mennesker går ind og synes, at noget er mere rigtigt end andet. Og det bliver først et problem for dyret, hvis en given mutation påvirker dens levevis og sundhed.

Genetisk kender vi i dag til seks forskellige mutationer på lokus-B. Der kan sagtens være flere, de er bare ikke kortlagt endnu. Genetisk kalder man disse mutationer for bs, bc, bd, b4, bh og be. Det lille “b” viser os, at det er et recessivt gen, og bogstavet efter står for hvilken variant, der er tale om – altså hvor mutationen sidder på generne. De tre mest almindelige mutationsformer, er de første tre skrevne. De sidste tre er racespecifikke – og findes ikke i vores race. De tre alm. ses i mange racer og er typisk også de varianter, man f.eks. kan teste sin hund for med en farvegentest. Fordi mutationerne sidder forskellige steder på genet, kan den samme hund faktisk bære flere forskellige mutationer for den brune farve.

Hvis vi ser på genetikken af sorte snuder i vores race (bolognese), så kan den altså genetisk være skruet sammen som enten B/B (vi jubler – næsen er nemlig kulsort), B/bs, B/bc, B/bd. Men den kan også være B/bsd, B/bsc, B/bcd eller sågar B/bscd… Så længe mutationerne sidder på samme allel og kun stammer fra den ene forældrehund, så vil ens hundehvalp også stå med en dejlig sort snude. Men den kan selvfølgelig give det lille b og dermed den brune farve videre i avlen, men den har selv en sort snude.

 

Det store B betyder altså alt for, at vores race får sorte snuder. Kigger vi til gengæld på de forælderhunde, som vi indimellem får kombineret, som bærer disse forskellige mutationer for farven brun, så fungerer genetikken sådan, at den brune farve er ligeglad med hvilken kombination af de recessive gener, der er til stede.
Det behøver altså ikke være bc/bc eller bs/bs for at få en brun farvet snude. bs/bc, bc/bd, bs/bd, eller hvad der også ses ind i mellem bs/bcd, bsc/bd – find selv på flere mulige kombinationer – der er mange.

 

Hvis hunden nedarver det recessive b fra begge forældre uanset type – så har du en hund med brun næse.
Hunden, som f.eks. har en genetik B/bsd (og altså en smuk sort snude), kan til sine hvalpe både give B (50 procent chance), bs, bd eller bsd. Så selv om vi siger, at risikoen for brunsnudede hvalpe er 25 procent, når to bærer parres, så kan selve nedarvningen altså være tricky og forskellig hver eneste gang.

 

Vil man vide, hvad man står med avlsmæssigt, så kan det kun kortlægges via en gentest af lokus b. Man kan sige, at eftersom resultatet for hunden er det samme - test eller ej - så er det en nørdet ting at gå op i.
 

Udelukkelse af brunsnuede hunde i avl uden tab af genetisk variation?
Men hvorfor piller vi så ikke bare alle hunde, der bærer brun ud af avlen? Vupti, og i et snuptag er vi af med brune snuder.
For det første, så ved man jo ikke nødvendigvis, om ens hund bærer farven brun. Desuden kan vi i dag genteste for farven og mutationerne, og dermed kan enhver opdrætter arbejde uden om de brune snuder, hvis vi altså vil. Og vi kan dermed gøre det på en mere ’bæredygtig’ genetisk måde end ved at udelukke ellers gode hunde, bare fordi de har en brun næse.

Vi kan nemlig vælge at bruge disse ’brune’ hunde og avle hen mod afkom med sorte næser. Dermed kan vi bevare et større genetisk avlsmateriale i racen og bevare nogle af det gode genmateriale fra en linje med brune snuder, uden at stå med ’fejlfarvede’ snuder. Men det kræver, at vi undersøger, hvad vores hunde indeholder farvegenetisk.

 

Derfor vil jeg lige igen understrege, at det er altså ikke en syg hund, fordi næsen er brun, det er heller ikke en dårlig familiehund, fordi den har en brun næse. Men den bliver aldrig udstillingsegnet og kan derfor heller ikke godkendes til avl. Selv om man egentlig i dag også kunne argumentere for, at vi er blevet så meget klogere til at kortlægge hundene gener og dermed også farver, og at vi derfor i princippet ved hjælp af en gentest kunne avle fine sortsnuede hunde på hunde med brune næser.

 

Dette skriv har indtil nu omhandlet snudens grundfarve. Sort eller brun.
 

Men så simpelt er avlsarbejde jo ikke. Det ved vi, der har flere kuld hvalpe bag os, godt. Det er et puslespil at sætte gener sammen, og opnå de egenskaber man drømmer om i en kuld hvalpe.

 

’Vinternæsen’ er ikke en brun næse

Generne på locus-b påvirker kun eumelanin, som koder hundens sorte pigment - ikke pheomelanin, som koder hundens røde pigment. Til gengæld påvirker genet al den sorte farve hunden har/burde have. Den fortynder ikke den sorte farve – den ændrer simpelthen selve grundfarven. Grundfarven sort eller brun, både på næsen, i huden og i pelsen påvirkes altså af denne genetik.

 

Oveni denne ændring af grundpigmentet fra sort til brun, kan hundens pigmentfarve også påvirkes af fortyndinger.

Det er det, der i andre racer kaldes f.eks. “lilla”, “isabella” og “blå”.
Men da vores race (bolognese red.) er recessiv rød genetisk i pelsfarve på lokus e og ovenikøbet har hvide pletter fra lokus s, så afhænger snudens farve også af, hvordan dette pigment er bredt ud i hundens hud fra disse to gener.

 

Lokus s giver altså områder helt uden pigment (hvidt område). Det påvirker både eumelanin og pheomelanin. Disse områder kan være overalt på hunden, men da farvepigmenterne også påvirker andre udviklingsmæssige træk hos vores hunde ud over farve, så er naturen heldigvis sådan indrettet, at den sikrer de vigtigste områder først. Dvs. områder omkring nervesystemet og tæt på hovedet får “første ret” til farve. Vi ser ved, at hvalpene fødes med pigment omkring ørene, ned langs rygraden, omkring øjnene, og snuden. Jo mere kraftig hunden påvirkes af lokus s, så kan snudens farve, øjenrandene, trædepuder osv. være mere eller mindre farvede. Altså farven er ikke svag eller forket. Den er bare ikke der, hvor lokus s er til stede.

Vi har sikkert alle set en trædepude, som lige mangler en lille smule sort. Eller snuden med en smule kødfarvet i renderne. Denne udbredning af pigment sker gradvist også efter fødsel. Det har vi sikkert også alle set – snuden, der stille og roligt får mere og mere pigment, og til sidst ender som den helt ønskede sorte knap, der er så karakteristisk for vores race.
 

Lokus e – fortyndingen af det røde farvepigment. Vores hvide hunde er i virkeligheden røde. Røde i pelsfarven, som så er fortyndet på lokus e. Denne røde pels kræver hunden er dobbelt recessiv på lokus e. e/e – hvis den ikke var det, men i stedet E/e så ville vores hunde være sortpelsede, med mindre de altså har fået deres sorte grundfarve ændret til brun på lokus b.

Men det ser vi ikke i racen. Alle vores bologneser er e/e - (det gælder som skrvet ikke for ALLE cotoner - en del er dog).

Det tricky ved e/e-farven er, at den på en endnu ukendt måde også kan påvirke snudens pigment. Ikke i selve farven, men i intensiteten. På en eller anden måde kan visse hunde med tiden udvikle en typisk lysere snude, enten på hele snuden, eller som det det man kalder for “vinternæse”, som er en lysere streg i midten af næsens pigment.

Hvornår det opstår i hundens levetid, og hvorfor det ind i mellem er reversibelt (næsen svinger mellem at være sort og så blege), afhænger af hormoner og antageligt årstiden. Det ved man mig bekendt ikke helt endnu.

Men man forsøger at finde ud af det. Formodningen er, at det kommer fra lokus e – da det netop ofte ses i racer, der bærer er e/e. Og fordi man endnu ikke ved, hvad “affarvningen” skyldes, kan man endnu heller ikke genteste for det. Men formentlig ville man i vores race finde en del påvirkede hunde.

 

Ingen gentest for ’vintersnuder’ - endnu

Jeg håber ikke denne tekst er blevet alt for rodet eller teknisk.

Men egentlig er det ret lige til. Vi kan i dag teste for de brune snuder og vælge at kende vores avl også på farverne. Vi kan endnu ikke teste for affarvningen af de sorte snuder – de såkaldte vinternæser. Det venter vi stadig på mere viden om.