Pelspleje

Pelspleje af Russkaya Tsvetnaya Bolonka

Det behøver ikke at være svært at holde en bolonka-pels, og selvom nedenstående råd omkring pelspleje måske ser lidt uoverskueligt ud, så handler det mest om at komme godt i gang, og få den viden og de redskaber der skal til for at holde pelsen fin og uden filter.

 

Bolonka-pelse er forskellige, nogle kræver mere end andre, det er helt normalt.

 

Så når man får sin første bolonka er det en god ide, man bruger sin opdrætter, som jo kender hunden og får gode råd og vejledning omkring pelsplejen der.

 

En velplejet bolonka-pels er smuk at se på og helt fantastisk blød og lækker at røre ved, uanset om den er kort eller lang.

 

Tidsforbrug:

Daglig børstning 10 – 15 minutter af især ben, poter, øjne og skæg. Elastik i pandehåret.
Ugentlig børstning ½ – 3 timer alt efter pelskondition.

Bad ca. 1-3 timer inkl. føntørring 

 

Pelsen SKAL passes for den kan holde sig pæn og uden filter, - også hvis den klippes i ”hvalpe-klip” også kaldet ”bamseklip”, men en kort pels er selvfølgelig væsentlig lettere at holde. 


En voksen bolonka-pels uden nævneværdige problemer skal vaskes ca. hver 1. – 4. uge alt efter pelstype og livsforhold.

 

Bolonkaen fælder ikke:

Men de skifter deres pels ligesom mennesker skifter hårpragten, - altså jævnt hen over året. Derfor skal pelsen jævnligt børstes, frisers og bades, så de løse hår kommer ud af pelsen. 


Hvis de ikke fjernes, er de med til at danne filt i pelsen. 
Det er derfor en hund der er i pelsskifte fra hvalp til voksenpels, filter væsentlig mere.

 

Den lille hvalp og pelspleje:

En lille hvalps pels er ikke krævende, men mens den er lille, gør man sig selv og den en KÆMPE tjeneste ved at børste den dagligt bare få minutter, – også selvom pelsen stadig er så kort, at det egentlig ikke er nødvendigt. Lær den også at få tørret øjenomgivelserne med en vatrondel med kogt vand eller et øjenprodukt på markedet beregnet til det.


På den måde vænner hunden sig til det uden tvang, den skal helst kunne lide det, eller i det mindste forholde sig neutralt til det. 


Men det er rigtig hyggeligt samvær, og hunden vil med tiden nyde sådan en nussestund, hvis dens ejer også hygger sig.


Mens hvalpen vænnes til plejen, skal man huske at standse, ”mens legen er god”, så hunden hele tiden forbinder pelsplejen med noget hyggeligt. 


Det er en god ide med masser af godbidder af den bedste slags som belønning.

 

Det er bedst at bruge et bord til at have hunden på når du soignerer den. Om det er et trimmebord eller et alm. bord er ligegyldigt. Det er vigtigt at du ikke står dårligt og tænker det bare skal overstås, for det mærker din bolonka straks.

Om du har en hund der skal udstilles, eller en hund der senere skal til hundefrisør skal den lære at stå på et bord.


Pelsskift:

Når hunden er omkring 8 mdr. - 1½ år er pelsen mere krævende da den går fra hvalp- til voksenpels. Dette skift opdager du ved at hunden begynder at få flere filter/knuder. De kommer især bag ørerne, i ”armhulen” på indersiden af benene. De kommer ved både for- og bagben, området omkring halsbåndet og kan brede sig til hele kroppen. Her er det så, at du skal holde ud. Hunden skal redes igennem hver dag. Brug din balsam fortyndet med vand som udredningsspray eller køb en god spray til udredningen. Dette for pelsen ikke skal slides og spalte. En slidt pels filter nemmere. Samtidig letter det arbejdet med karten/børsten og kammen. Til at løse filtknuder op bruges en blød karte eller en svine-/nylonbørste. Når filtknuden er børstet ud, fjernes resten med kammen.

 

Børst aldrig i tør pels:

Når man børster/reder pelsen (altså uden vask), så gør det aldrig i en tør pels. Brug lidt udredningsspray, så der er mindre ”modstand” i pelsen, ellers rives eller knækker hårene af, og det vil med tiden få pelsen til at filtre mere.

 

Det er vigtigt at nå helt ned til huden, når man børster og reder, så alle knuder og filt vikles ud. 


Læg hunden på siden og start nedefra ved benene. 


Red pelsen i etager – lag for lag – på den måde når man igennem hele pelsen, og overser ingen filter-knuder heller ikke helt inde ved huden/bunden.

 

Bad:

Sørg for din hund er helt fri for filt inden du bader den. Hvis du bader en filtret hund, bliver pelsen som en kogt uldsok.

 

I forhold til valg af shampoo og balsam anbefales det at spørge din opdrætter eller andre bolonka ejere til råds.

 

Føntørring:

Efter bad tørres det værste vand af med et håndklæde. Pak derefter hunden ind i et tørt håndklæde gerne i 10-20 min. Red hunden igennem og føntørre pelsen med lun luft og børst undervejs. Pelsen vil efter føntørring fremstå glat, på den måde er den nemmere at holde og uden filter. Spray evt. med en forstøver hen over ryggen, så du får krøllerne frem igen. Ellers kommer de helt af sig selv igen efter et døgns tid.

 

Tørring af pelsen til udstilling, - alm. føntørring af mave, ben, mellem forben, ørene og ansigt. På ryggen og ned at lårene samt foran på brystet kan man føntørre med en diffuser beregnet til krøllet hår eller lade det lufttørre.

 

Pandehåret sættes med elastikker eller spænde.

 

Pels under trædepuder og kønsorganer:

Klip jævnligt hår under trædepuderne – hvis det er for langt samler det en masse skidt og kan lave pelsknuder, som er ubehagelige at gå på for hunden. Klip også pelsen af omkring kønsdelene det er hygiejnisk, - hanhunde fra penis og op til navlen kan man fint klippe pelsen ned i ca. 1 cm. længde.

 

VIGTIGT!!

Hvis din bolonka er blevet så filtret, du ikke selv kan ordne den skal du søge hjælp til det.

Filterne ligger som et tykt tæppe på huden. Huden kan ikke ånde og det vil gøre ondt på din hund hver gang den bevæger sig. Kontakt opdrætter, hundefrisør eller andre pelshunde ejere og spørg om hjælp. Det er ikke pinligt at søge hjælp til en filtret hund, det er pinligt ikke at gøre det!

 

Tænder:

Små hunde danner nemt tandsten og bolonkaen er ingen undtagelse. Det er derfor en god ide at lære den at få børstet tænder. Man skal bruge en tandpasta beregnet til hunde og en lille blød tandbørste. Spørg dyrlægen til råds om yderligere tandpleje.

 

Ørene:

Tjek ørene jævnligt for snavs og rengør ørene med en vatrondel hvis det er nødvendigt. Bolonkaen har hår i ørene. Nogle har mere end andre. Hvis hårene vokser sig for tykt, kan det forhindre luftcirkulation, som er nødvendig for at udtørre ørerne for at holde dem fri for infektioner. Fjern hårene med fingrene eller en øretang/pincet. Tag kun lidt ad gangen ellers gør det ondt.

 

Redskaber:

  • Børste i svinehår/nylon
  • Blød karte lille eller mellem størrelse til filter.
  • Kam med brede tænder i den ene ende og lidt smallere i den anden ende. (ca.15-20cm lang)
  • Lille ansigtskam med smalle tænder i den ene ende og bredere i den anden ende.
  • Elastik saks
  • Potesaks
  • Negleklipper

 

dkk fci agria kynoerhab